Hvad skal jeg spise til min øl?

Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan du matcher øl og mad. Vi vender det hele på hovedet: Vælg din øl. Og find så ud af, hvad du skal spise til. 

Foodpairing handler om at sætte de rette drikkevarer sammen med den rigtige mad. Ofte tager man udgangspunkt i maden, for derefter at vælge, hvilken øl eller vin, der skal til. Her vender vi den traditionelle foodpairing på hovedet – og tager udgangspunkt i, at du allerede har valgt den øl, du vil drikke (for nogle gange er øllen altså vigtigere end maden).

Jeg vil drikke en weissbier

Hvad skal jeg spise til?

  • Fisk
  • Skaldyr
  • Sandwich

Hvedeøl er både frugtige, bløde og fulde af syrlighed, og derfor egner de sig til det lidt lettere køkken. Syrligheden i de belgiske hvedeøl betyder, at de er velegnede til fisk, muslinger og skaldyr. De sødere og mere fyldige bayerske hvedeøl går til gengæld godt til fyldige salater med skinke eller til sandwich med smeltet ost.

Både belgiske og bayerske varianter er desuden velvalgte til krydret mad fra Asien eller Mellemøsten og til magert svinekød.

Jeg vil drikke en tysk/tjekkisk pilsner

Hvad skal jeg spise til?

  • Flæsk
  • Fisk
  • Smørrebrød 

Både de tyske og tjekkiske pilsnertyper er et fortrinligt match til traditionel nord- og centraleuropæisk husmandskost, der nyder tæt slægtskab med det danske køkken. Tænk fx på flæskekød og kål, godt krydret med salt, eddike og sukker. Øltypen passer desuden til traditionelle danske kød- og simreretter serveret med surt og sødt.

Og det kommer naturligvis ikke bag på nogen, at pilsner passer godt til det veldækkede danske frokostbord, smørrebrød, stegt flæsk og smørstegt fisk.

Jeg vil drikke en biere blonde / lys belgisk ale

Hvad skal jeg spise til?

  • Lyst kød
  • Et udvalg af oste
  • Pommes frites

Med sin sødme og høje alkoholprocent er blonde som type en fantastisk madøl. Øllet går rigtig godt til og i braiserede retter med lyst kød, fx svin, kylling og kanin, og til fede fiskeretter. 

Den markante sødme gør desuden øllet til et oplagt valg, når du serverer hvidskimmeloste, smeltet gedeost, tærter, patéer og omelet.

Serverer du en god omgang moules frites eller måske pommes frites med mayonnaise og äioli, så er en lys belgisk ale også anbefalingsværdig.

 

Jeg vil drikke en wienerøl / Classic

Hvad skal jeg spise til?

  • Steg
  • Flæskekød og pulled pork
  • Det asiatiske køkken

Wienerøllet er mere sødt og stærkere i alkoholprocenten end pilsnerøllet, og det gør øllet aldeles fortræffeligt til sødligere middagsretter. Tænk fx på krydret og stegt kød med en god, karamelliseret stegeskorpe.

Prøv også wienerøl eller en classic til langtidsstegt flæskekød som pulled pork, eller til retter fra Fjernøstens køkken. Øllet kan noget ganske særligt, når det matches med kød og grøntsager, der tilberedes med sød soya eller sukkermarinade.

Jeg vil drikke en bock

Hvad skal jeg spise til?

  • Røget pålæg
  • Vellagrede oste
  • Simreretter
  • Langtidsstegt kød

I Norden er bock som øltype uløseligt forbundet med julen. Og med sin udsøgte fyldighed er den da også en passende madøl til ovnstegt, grillet eller langtidsstegt kød – både svin, lam og oksekød med en gavmild stegeskorpe. Sæt den også til simreretter med mos eller rodfrugtepúre.

Bock går, takket være sin robusthed, også til mørkt rugbrød med røget, speget eller sprængt pålæg eller til klassiske oste med sky og løg ... Hele året rundt.

Jeg vil drikke en pale ale

Hvad skal jeg spise til?

  • Bacon
  • Sild
  • Street food

Alt godt med bacon. Det lyder måske som noget, man kan sige om det meste, men faktisk er pale alens solide maltbund kombineret med en frisk humlebitterhed det perfekte ølvalg til baconens fede og røgede smag.

Pale ale er en god all-rounder, der både passer til det danske frokostbord med krydrede sild og smørstegte fisk såvel som til street food. Du kan med succes sætte en pale ale til alt fra asiatiske forårsruller og pork belly i dampede boller til mexicanske soft shell tacos med chili og koriander.

Jeg vil drikke en IPA

Hvad skal jeg spise til?

  • Steaks og spareribs
  • Burger
  • Fish & chips

Al kraftig mad er perfekt til de fleste IPA’er, fx saftige steaks, burgere og sliders, spareribs og den engelske klassiker fish & chips. Udover den gastronomiske styrke i bitterheden, så er IPA'ens tørstslukkende og aromatiske natur også det, der gør den til et klassisk valg til krydret, eksotisk mad.

Men en IPA matcher bestemt også ”finere” mad takket være sin til tider komplekse smagsprofil. En god IPA kan fx skabe balance i smagsoplevelsen med fede fisk og med faste, franske oste.

Jeg vil drikke en lambic

Hvad skal jeg spise til?

  • Skimmeloste
  • Desserter med frugt og bær

I sin mest udfordrende form kan en lambic fint serveres til krævende retter, fx en overmoden skimmelost. De mere frugtholdige og aperitif-agtige varianter kan med deres sommerlige karakter være et forfriskende akkompagnement til frugt- og bærdesserter samt til sorbet.

Lambic er en vildgæret eller spontangæret øl. En spontangæring er en gæring, hvor man lader luftens naturlige indhold af gær og mikroorganismer finde vej til brygget i stedet for at påsætte en kontrolleret gær.

Det skaber en tør, sur-sød øl med en aroma af intens, snerpende surhed og med jord- og skimmelignende nuancer.

Jeg vil drikke en engelsk strong ale

Hvad skal jeg spise til?

  • Stege- og simreretter
  • Gratinerede grøntsager og tærter
  • Engelske oste

Engelske strong ales er uovertrufne til de tungere retter, der serveres i efteråret og vintermånederne. Tænk blot på stegeretter med flæsk, kalv og lammekød og på simreretter med udsøgte udskæringer af samme kød. 

En strong ale er en god makker til ovnstegte rodfrugter, tærter i alle tænkelige variationer og gratinerede grøntsagsretter. Og så er øllet helt fortræffeligt til flere faste og vellagrede oste af engelsk type – fx cheddar og stilton.

Jeg vil drikke en amber ale

Hvad skal jeg spise til?

  • Krydrede simreretter
  • Vildt 
  • Udvalgte oste

Amber ales er både sødere og mørkere end pale ales, og det gør dem til et godt match til fyldige og meget gerne krydrede simreretter. Sæt fx en amber ale på bordet til en klassisk sydfransk cassoulet, en god omgang gullasch eller italiensk lammeragout.

Øllet passer endog rigtig godt til ovnstegt lam, vildt og kalvekød – her er kombinationen af karamelliseret malt og humlebitterhed nøglen til det gode match. Find gerne en amber ale frem til ostebord med cremede rødkitoste og smeltet gedeost.

Jeg vil drikke en münchener

Hvad skal jeg spise til?

  • Stegt flæsk
  • Grillede grøntsager
  • Røget fisk

Münchenerøllet er typisk passende til brunede retter som frikadeller, stegt flæsk, grillede grønsager og ovnbagte rodfrugter.

Münchenerøllet bærer tydelige præg af de ristede aromaer, som den anvendte malt frembringer. Visse münchenerøl har røgede aromaer, og i de tilfælde egner øllet sig særdeles fremragende til røget charcuteri og røget fisk. 

Jeg vil drikke en engelsk brown ale

Hvad skal jeg spise til?

  • Marineret svinekotelet
  • Entrecôte
  • Desserter 

Brown ale er et uovertruffent valg, når du serverer mad med brændte noter. Tænk fx på grillede svinekoteletter og entrecôte af oksekød, hvor stegeskorpe eller marmorering rigtig kommer til sin ret. Øllet er også velvalgt til grøntsager; både de lynstegte og de langtidsstegte af slagsen.

Dessertbordet vinder også på at blive akkompagneret med en brown ale, særligt hvis der indgår et element af karamel, mørk chokolade, kaffe, lakrids eller vanilje.

Jeg vil drikke en belgisk dubbel eller quadrupel

Hvad skal jeg spise til?

  • Et væld af oste
  • Patéer og postejer

Med sin kraftfulde sødme og afstemte bitterhed – og til tider temmelig høje alhoholprocent – er en belgisk dubbel eller quadrupel fortrinlig til et ostebord. Øllet forstår at matche alt fra de faste, franske oste som gruyere og comté til cremede rødkitoste og blåskimmelost som roquefort.

Diverse patéer, postejer og terriner har også fedme, kraft og krydderier nok til danne par med den stærke belgiske øltype.

Jeg vil drikke en barley wine

Hvad skal jeg spise til?

  • Ost
  • Desserter

Barley wine er ikke ligefrem en læskende skyllemajer, for den mønstrer en alkoholstyrke på godt over 10 % og har en portvinsagtig karakter. Det gør, at den er en fantastisk tilføjelse til ostebordet eller desserten.

Om osten er en kraftig, engelsk stilton eller om desserten er en sæsonklassiker som risalamande er et spørgsmål om præferencer. Én ting er imidlertid sikker: Sørg for, at osten og/eller desserten har kraft og fedme nok til at stå imod øllen. Så venter der en udsøgt mad- og øloplevelse.

Jeg vil drikke en porter

Hvad skal jeg spise til?

  • Grillet kød
  • Østers!
  • Chokolademousse og hjemmelavet is

En porter er et måltid i sig selv, vil nogen mene. Men det er også et potent match til tunge, kraftfulde retter, fyldige simreretter og grillet kød. Er du til en god, traditionel bøf eller steg, så er en solid porter et anbefalingsværdigt valg til den modige.

Ligeså modigt er det at spise østers til sin porter. Det er en klassisk kombination fra 1800-tallets London, og faktisk var det dengang fattigmandskost for Themsens fiskere. Sæt gerne en røget og bitter porter til de velsmagende østers.

Nogle portere har rige aromaer af chokolade, kaffe og lakrids og ikke mindst brændte noter. Det gør porteren velegnet til søde, tunge desserter som chokolademousse eller brownies, men den går også fortræffeligt til hjemmelavet is og velmodne oste.