En guide til amerikanske india pale ales

I denne guide får du en introduktion til de amerikanske pale ales. USA er kommet på verdenskortet over ølnationer på lige fod med Tjekkiet, Tyskland, Belgien (og Danmark!). Det kan vi takke den såkaldte craft beer revolution for. Tiden, hvor ølelskende europæere med foragt kiggede på amerikansk øl og affærdigede det som noget tyndt, industrielt pjask, er for længst forbi.

American Pale Ale

Den amerikanske pale er inspireret af de klassiske engelske pale ales – og er relativt smagsafstemt i sit malt- og humleforhold. Men i kraft af, at der brygges med amerikanske humletyper i stedet for engelsk humle, får den amerikanske pale ale en anden smags- og aromaprofil.

Amerikanske humletyper har ofte nåletræs- og citrusaromer, som netop også kendetegner en american pale ale som type. I en APA fornemmer man tydeligt malten, fordi humlens efterbitterhed ikke overdøver maltens sødme.

En af de første og epokegørende pale ales og dermed en klassisk reference er Sierra Nevadas Pale Ale, som første gang blev brygget i 1980.

India Pale Ale

Oprindeligt stammer betegnelsen og øltypen india pale ale fra de britiske pale ales, som blev sejlet til Fjernøsten i 1700-tallet for at forsyne britiske handelsfolk, soldater og administratorer med tørstslukkende øl på Indiens handelsstationer.

Her fandt man ud af, at ekstra alkoholstyrke og humle var det, der skulle til for at øllet kunne klare den op til seks måneders lange sejltur fra England til Indien. Man fandt på den måde ud af, at øllet faktisk smagte fortrinligt. Og så var kursen lagt for den senere så populære øltype.

Følg dette link, hvis du vil dykke yderligere ned i pale ale som øltype.

Amerikansk India Pale Ale

Den amerikanske craft beer revolution i 1980'erne var katalysatoren for den ivrige udbredelse af den moderne IPA. 

Der sondres ofte mellem American Pale Ale og American India Pale Ale, hvor en american IPA har en mere dominerende humleprofil end en american pale ale. Betegnelserne er dog ofte afhængige af den enkelte bryggers temperament og smag.

1980’ernes amerikanske ølmarked var domineret af kæmpebryggerier, som bryggede relativt kedelige ”lagers”. Alternativet var eksklusive (eller i hvert fald dyre) importerede øl fra Europa – eller hjemmebryg. Og det var i høj grad her blandt hjemmebryggerne, at revolutionen startede. Det var passion og nørderi lang tid før, det blev mainstream og før det blev til et hipsterfænomen. 

East Coast vs. West Coast

Man skal ikke bevæge sig længe i IPA-land, før man støder på betegnelserne East Coast IPA vs. West Coast IPA. Det har ikke noget med gangsterrap at gøre, men refererer derimod til forskellige smags- og aromaprofiler.

En East Coast IPA er tættere på de oprindelige engelske IPA’er – altså med en knapt så dominerende karakter af bitterhumle, og er typisk balanceret af en sødere maltprofil. En let tilgængelig reference i danske butikker er fx Brooklyn East IPA fra Brooklyn Brewery. Her blandes amerikanske humlesorter med East Kent Goldings, som er en klassisk engelsk humlevariant, der går tilbage til 1700-tallet.

En West Coast IPA har en langt mere dominerende humleprofil. Nogle gange vil man opleve en humlebitterhed så snerpende, at det får kinderne til at trække sig sammen. Jacobsen Yakima IPA er brygget på Valby Bakke, langt fra den amerikanske vestkyst, men er alligevel som smags- og aromareference en arketypisk West Coast IPA. Den er brygget med hele fire forskellige humletyper: Citra, Mosaic, Ekuanot og Simcoe, og tilsammen giver de et godt, snerpende bid af humle med en god, lang efterbitterhed. 

Juicy IPA, Hazy IPA eller New England IPA (NEIPA)

Kært barn har vitterligt mange navne. Det gælder også den type, som vi her kalder New England IPA (NEIPA). Det er en IPA-type, der skiller sig ud ved sin karakteristiske uklarhed og juiceagtige fremtræden i både udseende og aroma. Der tilsættes typisk store mængder aromahumle i gæringstanken. Det er med til give øllet sin juiceagtige uklarhed og bidrager med en frisk duft af tropisk frugt.

Ofte benyttes der også havre eller hvede i brygningen for at gøre den endnu mere ”hazy”. Selvom en NEIPA har masser af humle og bitterhed, så det ikke bitterheden, der er i fokus, som fx i en West Coast IPA. Fokus er i stedet på de humlearomaer, der skaber en juiceagtig, kraftig og tropisk smags- og duftoplevelse.

Imperial IPA / Double IPA / Triple IPA

En Imperial IPA  (IIPA) også kaldet Double IPA (DIPA) er en IPA, der er vildere på alle parametre: I brygningen benyttes der mere malt, som jo er øllets fundament, og da maltens sukkerstoffer under fermenteringen bliver til alkohol, så betyder mere malt også højere alkoholprocent. En double IPA ligger typisk på ca. 7 - 10 %. Humleprofilen har tilsvarende fået et vrid opad på volumenknappen, så bitterheden er temmelig høj, men stadig forfriskende.

Den amerikanske bryggeriforening Brewers Association definerer en IPA til at have en alkoholprocent på mellem 7.6 % - 10.6 %. Men da nogle bryggere søger en endnu mere ekstrem humleprofil, så er betegnelsen ”Triple IPA” opstået. Den henviser til de IPA’er, der ligger et godt stykke over 10 % alkohol – om end de ikke betragtes som ”officielle” øltyper i USA.

Definitioner med et gran salt

Som nævnt benyttes de forskellige definitioner af IPA i flæng af bryggere, almindelige sprogbrugere og ølelskere – og denne artikel er et forsøg på at indfange de distinktioner, man almindeligvis støder på, når man bevæger sig ind i det amerikanske IPA-land.

Er man sådan en, der går helt vildt meget op i at nørde taksonomier, så er her et link til Brewers Association, der definerer de officielle øltyper, som gælder, når bryggere indstiller deres øl til den årlige Great American Beer Festival.

Amerikanske IPA’er og gastronomi

Saftige bøffer, burgere og sliders, spareribs og alt andet heftigt mad, som vi kender det fra staterne er oplagt til de fleste IPA’er. Jo vildere mad – jo vildere humleprofil, fristes man til at sige. Det er selvfølgelig en smagssag, men pointen er, at bitterheden gør sig godt til kød på samme måde som rødvinens tanniner. Men med en IPA får du i tilgift en læskende tørstslukker, hvilket tjener til øllets ære på en sommerdag med grillen fremme. 

Da humlebitterheden fungerer som en mundrenser, kan IPA generelt sættes sammen med meget forskelligt mad. Den kan skabe balance i smagsoplevelsen af fedmen fra fisk såvel som fra oste. Og med sin tørstslukkende og aromatiske natur, så er en IPA også et klassisk valg til krydret mad.