Opskrift: Kogte krabber med salsa romesco

Oplev tilfredsstillelsen ved selv at gå i krig med krabbekløer og -ben, og ved at hive det saftige kød ud af skallen og nyde det med fedtede fingre og en dejlig øl i godt selskab.

Ingredienser

Hvor mange spiser med?

0

  • 2 ½ l vand
  • ½ l hvidvin
  • 1 dl æbleeddike
  • ½ porre
  • 3 laurbærblade
  • 1 spsk. hvid peber
  • 1 stjerneanis
  • 15 krabbekløer
  • 2 kongekrabbeben
  • 3 røde peberfrugter
  • 1 skalotteløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl olivenolie
  • 100 g mandler
  • 3 spsk. æbleeddike
  • 1 tsk. salt

Sådan gør du:

Start med krabberne: Hæld vand, hvidvin og eddike i en gryde og bring det til kogepunktet. Vask fennikel og porre og skær dem i mindre stykker. Tilsæt dem til gryden sammen med laurbærblade, peberkorn og stjerneanis. Kog krabbekløerne i bouillonen; små kløer skal have omkring 15 min. større kløer omkring 20 min. Tag kløerne op ad vandet og læg dem på et fad. Kog herefter kongekrabbebenene i 4-5 min.

Lav nu din salsa romesco. Peberfrugterne skal gøres sorte, det kan du gøre ved at grille dem, brænde dem med en gasbrænder, lægge dem i pejsen eller grille dem i ovnen, mens de vendes hyppigt. Det vigtigste er, at de bliver sorte. Læg dem i en bøtte med låg og lad dem ligge og dampe heri i ca. 5 min. Tag peberfrugterne ud af bøtten og pil det brændte skind af så kun det saftige røde kød er tilbage. Blend peberfrugterne med skalotteløg, hvidløg, olivenolie, mandler, æbleeddike og salt til en grov kompot.

Anret krabberne sammen med salsa romesco, groft brød, citronbåde og mayonnaise og giv dine gæster følgende tip til, hvordan de får det lækre krabbekød ud af skallen: Læg krabbeklo eller -ben i din venstre hånd og giv det et ordentligt svirp med en ske, så skallen knækker. Hiv nu kødet ud med din gaffel og nyd.