Opskrift: Påskekylling

Påskekylling: Prøv en kylling, der er både frisk og fyldig. Så god, at du vil lave den hele året.

Ingredienser

Hvor mange spiser med?

0

  • 1 kylling
  • 2 usprøjtede citroner
  • 1 helt hvidløg
  • 100 g smør
  • 2 æg
  • 2 spsk. creme fraiche 38 %
  • Salt

Sådan gør du:

Skær citronerne i grove stykker og knus hvidløgsfeddene med håndryggen. Fyld kyllingen med citron og hvidløg og drys den med salt. Stil kyllingen i et ildfast fad med bunden akkurat dækket af vand og sæt den så i en forvarmet stilleovn (top- og undervarme) på 100 grader i 5 timer.

Tag kyllingen ud og tip den, så saften, der har samlet sig inde i skroget, løber ud i fadet. Gem saften til saucen. Stil ovnen på 230 grader varmluft og sæt kyllingen på en rist. Lige inden servering bager du kyllingen færdig i ca. 20-25 min. til den er sprød og gylden.

Imens laves saucen: Sigt og vej kyllingesaften - du skal bruge en deciliter saft i alt. Hvis du har for lidt, spæder du op med lidt vand, har du for meget, koger du den lidt ind. Tilsæt smørret og kog sammen med saften. Hæld æg og creme fraiche i en blender og kør ved laveste hastighed. Fortsæt med at blende, mens du hælder den kogende saft og smør i blenderen i en tynd stråle. Lad saucen blende sammen et minuts tid og hæld den så tilbage i gryden. Sæt gryden på blusset og varm den igennem under omrøring, her er det vigtigt at den ikke bringes i kog. Smag saucen til med salt og citronsaft.