Sol over Gudhjem – Danmarks største kokkekonkurrence

Sol over Gudhjem er Danmarks største kokkekonkurrence, der afholdes hvert år i juni på Bornholm. Her mødes 10.000 madentusiaster, som dyster om at skabe sommerens bedste gastronomiske madoplevelser med lokale fødevarer fra Bornholm. Konkurrencen startede i 2009 med henblik på at skabe øget opmærksomhed omkring Bornholm som et gastronomisk mekka.

Både kokkedyst og lokal innovation

Arrangøren bag er Mikkel og Mads Marschall, der som 21-årige og lokale kokke, stablede en kokkekonkurrence på benene, hvor de med stor handlekraft fik støtte fra flere af landets anerkendte kokke. Siden da er konkurrencen vokset i popularitet og omfang – og anerkendes nu som Danmarks største kokkekonkurrence, der både indeholder en mad- og dessertkonkurrence samt uddelingen af en produktpris.

Produktprisen hylder landets bedste lokale varer inden for mad, drikke og konfekture. Prisen uddeles til den mest innovative virksomhed, som formår at vise vejen for, hvordan nytænkning kan være altafgørende i udviklingen af et lokalt produkt. I 2018 vandt Høstet bl.a. med deres umodne havtorn.

Samarbejde med vinderen

Efter konkurrencen var vi interesserede i at udforske, hvordan vi kunne inkorporere konkurrencens vindere ind i en ny øl, hvorfor vi valgte at indgå et samarbejde med Dak Wichangoen, som er Michelin-kok på restaurant Kiin Kiin.

Dak ønskede en øl med høj syre og masser af friskhed, der kunne nydes på de varme sommerdage, og som desuden var et perfekt samspil til hendes vinderet. For at opfylde dette ønske og for at hylde produktprisvinderen, tog vi udgangspunkt i et af Bornholms bedste produkter, Høstets umodne havtorn. Havtorn ses oftest ved de danske kyster og kendes af mange som ’Nordens citron’. I og med at havtorn har mange citrusnoter, bidrager den godt til øllen med syre og friskhed og står derfor i god kontrast til den røgede og søde grillmad, som mange spiser om sommeren. Resultatet hedder Sommertid Saison.

Ifølge Dak Wichangoen er Jacobsen øllen et perfekt match til hendes egen vinderret – glaseret og grillet svinenakke med et asiatisk twist. Men man behøver skam ikke være Michelin-kok for at servere Sommertid Saison til sine egen grilleksperimenter hjemme i haven.

Sommertid Saison – skabt til sommermad

Sommertid Saison er en smuk orangegylden øl, som har et storslået skum, når den hældes i glasset. Duften af øllen er sommerlig og frugtig med noter af koriander og hyldeblomst. Dette gør den til en perfekt sommerøl, der både er læskende, frisk og frugtig. Den pirrende syrlighed og den tørre, men ikke bitre, eftersmag gør øllen til en sikker vinder til sommerens måltider.

Sol over Gudhjem 2019

I år afholdes konkurrencen d. 22. juni, hvor kokke fra landets bedste restauranter som Noma og Geranium er repræsenterede. Desuden kan konkurrencen følges live på TV2. Kokkekonkurrencens dommerpanel består i år af Claus Meyer og Jesper Koch, mens at produktprisens dommerpanel bl.a. består af Thomas Rode og Mikkel Maarbjerg.

Igen i år er vi selvfølgelig til stede til konkurrencen, da vi gerne vil være med til at vise, at øl har stor indflydelse på det gastronomiske univers.

Og hvem ved, måske motiverer sommerens Sol over Gudhjem konkurrence os til at brygge endnu en øl i samarbejde med årets vinder.